Indsigelser i inkassosager betyder, at skyldneren er uenig i kravet. Indsigelser kan komme i mange varianter, og du skal ikke være overrasket, hvis du modtager en af følgende indsigelser:
- At der ikke er indgået en aftale.
- At fakturaen allerede er betalt.
- At fakturaen ikke er modtaget.
- At din ydelse eller vare er mangelfuld.
- At skyldneren har et modkrav, og derfor ikke vil betale.
Kan jeg sende mit krav til inkasso, hvis skyldneren har rejst indsigelser?
Hvis du som kreditor modtager en indsigelse, før du har sendt dit krav til inkasso, har det den konsekvens, at sagen ikke kan tages til inkasso, uden at indsigelsen behandles. Hvis du ønsker at sende en indsigelsessag til inkasso, skal du gøre følgende:
- Gem korrespondancen, herunder sms’er, e-mails, breve eller anden korrespondance på din computer.
- Gem indsigelsen i en fil for sig, og omdøb filnavnet til “Indsigelse”.
- Forklar hvorfor du trods indsigelsen ønsker at inddrive kravet.
- Inkassosager er ikke gratis at få behandlet, når der er indsigelser. Vores advokater vil bruge tid på at behandle indsigelsen, og du skal derfor tænke over, hvor meget du ønsker at betale for at få inddrevet dit tilgodehavende.
- Overvej om du ønsker at sagen skal overgå til civilretten, hvis det bliver nødvendigt.
Når du har gjort dig disse overvejelser, kan du sende din sag til Advokaternes Inkasso Service.
Hvordan opretter jeg en sag med indsigelser?
Du kan nemt oprette din sag på vores hjemmeside. Vedhæft al korrespondance, herunder særligt indsigelsen og dine kommentarer hertil. I feltet “Eventuelle Yderligere Oplysninger” skal du gøre opmærksom på, at der er indsigelser i sagen. Beskriv gerne hvorfor du mener, at du har krav på betaling på trods af indsigelsen, vi vil gerne høre dine argumenter.
Hvad gør jeg, hvis jeg modtager en indsigelse, efter at sagen er sendt til inkasso?
Hvis du modtager en indsigelse, efter at sagen er sendt til inkasso, skal du straks kontakte din advokat. Du skal gøre din advokat opmærksom på, at der nu er indsigelser i sagen. Derudover skal du sende os dine kommentarer til indsigelsen, hvor du forklarer, hvorfor du er uenig med skyldneren og vil fastholde dit krav. Det er også muligt, at du på grund af indsigelsen ønsker at frafalde kravet, men det skal du drøfte med din advokat.
Hvad gør din advokat, når han modtager en sag med indsigelser?
Når Advokaternes Inkasso Service har modtaget din sag, gennemgår vi al korrespondance og vurderer, om der mangler yderligere dokumentation for at behandle sagen. Efter denne vurdering informerer vi dig om, hvad det vil koste at starte sagen op.
Såfremt vi vurderer, at der er tale om en simpel indsigelse, vil vi sende et inkassovarsel eller inkassobrev til skyldneren, hvor vi behandler indsigelsen. Hvis skyldneren ignorer vores inkassobrev, vil du få mulighed for at indbringe kravet for fogedretten.
Hvis skyldneren fastholder indsigelsen, kan sagen ikke indbringes for fogedretten, men må istedet behandles ved civilretten. Et alternativ til at indbringe sagen for civilretten er at indgå et forlig med skyldneren, hvilket ofte er både billigere og hurtigere end en retssag.
Uddannet jurist fra Københavns Universitet. Arbejder hos Stohn Advokatfirma og er til daglig ansvarlig for Advokaternes Inkasso Service og CloudCollect.