Debitor er en person eller en virksomhed som har gæld. Gælden kan opstå på mange måde. Typisk opstår gælden ved at en erhvervsdrivende leverer en ydelse eller et produkt til sin kunde. Kunden har nu en gæld til den erhvervsdrivende og kaldes en debitor eller en skyldner. Den erhvervsdrivende er nu kreditor.
Et opkald til skyldner er ofte tilstrækkeligt
Har du en faktura som ikke er betalt til tiden, skal du undersøge, hvad årsagen er til, at du ikke har modtaget betaling. Ofte kan du opnå betaling ved blot at ringe til skyldner og rykke for betalingen.
Bekræft aftalen med debitor
Umiddelbart efter samtalen bør du sende en e-mail til skyldner, hvor du vedhæfter fakturaen og bekræfter jeres aftale.
Du kan starte din e-mail således: “Tak for samtalen. For god ordens skyld bekræfter jeg vores aftale om, at du senest betaler min faktura den X. Fakturaen er vedhæftet”.
Hvad gør du, hvis debitor stadig ikke betaler?
Hvis skyldner misligholder jeres aftale, skal du straks sende et rykkerbrev som indeholder et inkassovarsel. Det er afgørende, at du formulerer inkassovarslet korrekt, og derfor er du bedst tjent med at hente vores eksempel på et inkassovarsel.
Debitors har mange undskyldninger for ikke at betale
Som kreditor skal du forvente, at debitor undskylder den manglende betaling med at:
- Din ydelse eller dit produkt ikke har levet op til debitors forventninger. Hvis du er enig i, at din ydelse eller dit produkt lider af en mangel, kan du forsøge at afhjælpe manglen. Såfremt det ikke er muligt at afhjælpe, kan du foreslå at give et afslag i prisen. Er du ikke enig i, at din ydelse eller dit produkt lider af en mangel, så læs mere i næste afsnit om krav med indsigelser.
- Din faktura aldrig er modtaget.
- Du har modtaget kontant betaling. Her kan du minde skyldner om, at bevisbyrden for kontant betaling påhviler skyldner. Skyldner skal kunne fremlægge en kvittering.
Har skyldner rejst indsigelser mod dit krav?
Hvis du sender en sag med indsigelser til inddrivelse, skal du huske, at din advokat skal gøres opmærksom på indsigelsen. Din advokat vil have behov for, at du forholder dig til indsigelsen. Det gør du ved at forklare din advokat, hvorfor du trods indsigelsen fastholder dit krav. Du kan ikke sende et krav med indsigelser til et inkassofirma, det kan du læse mere om i denne artikel om fordelene ved at benytte en advokat til inkasso.

Uddannet jurist fra Københavns Universitet. Arbejder hos Stohn Advokatfirma og er til daglig ansvarlig for Advokaternes Inkasso Service og CloudCollect.