Hvilke regler er reguleret i renteloven?
Renteloven behandler regler om, hvornår du må opkræve renter og omkostninger ved inddrivelsen. Du kan i loven finde bestemmelser som regulerer, hvornår du kan opkræve morarenter og rykkergebyr og med hvilken rentesats.
Hvilken betydning havde ændringen fra 1. marts 2013?
Renteloven har virkning for pengekrav, som forfalder den 1. juli 1978 eller senere. Her gennemgår vi de ændringer, som fik virkning fra den 1. marts 2013. De seneste ændringer i renteloven har betydning for dig som kreditor, men ændringerne har også betydning for debitor (skyldner), forbrugere og erhvervsdrivende.
Hvad blev ændret?
- Morarenten hævet fra 7% til 8%
- Der blev indført regler om betalingsfrister
- Kreditor fik ret til et fast kompensationsgebyr (kun over for erhvervsdrivende)
Ændringens betydning for dig som kreditor
Ændringen i renteloven har gjort det nemmere for dig at starte en forenklet inkassoproces mod skyldner. Den forenklede inkassoproces starter med, at vi på dine vegne sender et betalingspåkrav til fogedretten. Ændringen har også givet dig ret til en højere rentesats. Morarenten blev hævet fra 7% til 8% plus referencesats. Den forhøjede morarente kan både beregnes over for forbrugere og erhvervsdrivende.
Mellem erhvervsdrivende er udgangspunktet en betalingsfrist på højst 30 dage fra betalingsanmodningen. En længere frist kræver kreditors udtrykkelige godkendelse og må ikke være urimelig over for kreditor, jf. rentelovens § 3 a.